tirsdag den 14. oktober 2014

Random thoughts on studying abroad in Brazil

Et par korte om universitetet i Rio
Pontifical Catholic University of Rio de Janeiro eller PUC. Udtales som "puk-i".
PUC blev bygget i 1941 af "the society of Jesus".
Universitetet er katolsk og privat.
Det ugøres af mange forskellige bygninger, der huser de forskellige fakulteter samt en stor kirke midt på grunden.
PUC er blandt andet anerkendt for at have et frit syn på kultur og stor diversitet blandt de studerende.
Blandt cariocas og brasilianere generelt, er det min opfattelse at man som studerende på PUC opfattes som værende rig og af en høj socialklasse, hvilket jeg må nikke genkendende til. Dette tegner altså lidt et billede af at diversiteten blandt sociale klasser måske ikke er helt så stor, som stedet ynder at prale af. 
Campus ligger i sydzonen i nabolaget kaldt Gavea og er omringet af bjerge, flod og tropisk skov, vis trækroner er hjemsted for diverse papegøjer og aber.

Problemerne i Danmark 
Allerede i processen hvor jeg planlagde mit ophold i Rio, blev jeg klar over at PUC og Aalborg Universitet, gør tingene helt forskelligt fra hinanden. Jeg var af flere omgange fastlås i processen hvor jeg ventede på vigtige dokumenter fra den ene instans, vis afsendelse til mig, afhang af en tredje instans aktivitet. Hvor imens mit visum i Danmark ikke kunne blive til, uden at alle de forskellige original dokumenter blev tilsendt fra henholdsvis Rio og Aalborg. 
Juni var en enormt frustrerende og nervepirrende måned, hvor jeg flyttede fra København til Næstved, jeg var pisse forvirret og anede ikke om jeg ville komme afsted, da jeg stadig i slutningen af måneden, var uden både officielt optagelsesbrev og visum. ... Tanker som "hvis baaare jeg havde valgt et universitet i Europa eller staterne?!" pressede sig på..



Frustrationen i Rio
Jeg havde altså en anelse om at tingene i praksis på PUC nok også ville foregå på en uvant måde, og mine anelser var ganske rigtige. Der var ét øjeblik hvor jeg helt klassisk stod i en toiletbås, med hovedet begravet i hænderne, sekunder fra at lade tårerne flyde af frustration. Men jeg tog mig sammen og gav mig i kast med at blive vant til det nye system. Den største stressfaktor i begyndelsen var at få tildelt de fag, som jeg havde fået forhåndsgodkendelse af hjemme i Danmark (hvilket er afgørende for, om jeg får ECTS points for opholdet hernede).

   Ansøgningsprocessen om fagene foregik således, at alle udvekslingsstuderende får adgang til en online platform på samme tidspunkt. Her skal, et skema konstrueres ved at drag og drop de discipliner, man ønsker de forskellige dage og tidsrum. Det er ikke til at forestille sig, men det er et stressfuldt helvede af et 1000-briks puslespil med koder og tidsintervaller, der er hinandens komplette modpoler. Intet vil passe. Tilmed er der kun 1(!) plads blandt alle udvekslingsstuderende på hvert fag, hvilket vil sige at fagene forsvinder for øjnene af en.. Hermed også ens ETCS-points og ens udvekslingsophold, hvis en anden var hurtigere end en selv. Jeg var heldig. Jeg fik fag, som jeg havde fået forhåndsgodkendt og tilmed i et okay skema uden for mange ”ventetimer” mellem undervisningerne.


A street outside the faculty where breakie, lunch, snacks, dinner, pick-me-ups can be purchased for lower prices than inside the campus.
A tiny cup of bad filter coffee with way to much artificial milk costs approx. 4,3 R$ = 10,50kr inside. 1,5 R$ at my fave coffee pusher.

Hverdagen
Jeg møder hver morges kl. 7, hvilket vil sige, jeg allersenest står op kl. 5.40 for derefter at cykle langs strandene Ipanema og Leblon til PUC. Faste løbere og andre sportsudøvere hilser trofast hver morgen når jeg triller forbi. Jeg bor her virkelig nu og kender mine folk og fæ på gaden.
Mandage og onsdag har jeg undervisning fra kl. 7-9, tirsdage og torsdage fra kl. 7-15 og fredag fra kl. 13-15.
Det lyder måske surt at skulle op så tidligt, og jeg må også ærligt indrømme at jeg lider en smule af søvnmangel, har mindre energi = mere sult og mit ansigt ligner en karklud(sådan én ved nogen at jeg ikke kan fordrage). Men jeg var meget bevist om mit valg om at have undervisning om morgenen. Dette fordi jeg på denne måde får mest muligt ud af dagen, og fordi det før eller siden bliver op i mod 40 smeltende grader, hvilket er eksponentiel med nedsat læreevne hos mig. Blot tanken om at skulle cykle de knapt 5 km der er, længere op af formiddagen, er svedig. Så jeg holder den kørende med en kop kaffe efter første undervisning når øjenlågene bliver tunge.



Studiekulturen i Brasilien
Det er dog ikke kun mig, som lider af træthed. ”Estou morrendo de sono” er et udtryk der flittigt bliver brugt, og betyder at ”jeg er døende af træthed”. Det er de næsten også mine kære brasilianske medstuderende. Jeg har aldrig oplevet så mange studerende sove i undervisningen. Måske er det grundet at vi har mødepligt, og der er en grænse for hvor mange udeblivelser, man må have for at kunne bestå semesteret. Hvilket resulterer at syge og meget, meget trætte unge mennesker oftest møder op i stedet for at studere hjemme fra som vi ville gøre i Danmark. Fysisk er de tilstede, men mentalt i en drømmeverden, og det lader ikke til at professorerne giver ”fravær” for denne mentale udeblivelse. Det er en underlig tankegang, hvor ansvaret for egen læring er mere eller mindre fraværende. Provokerende for mig. Det føles ærligt talt lidt som at være tilbage i gymnasietiden, hvilket også hjælpes på vej af at mange er 2-3 år yngre end mig, hvilket skyldes ”kulturen” for uddannelse her i landet. Dog er mine medstuderende uanset alder virkelig nogle søde, interesserede mennesker. Venskabelige relationer skabes dagligt og jeg har det rigtig godt på PUC.


AM
OR 
The "student city"inside PUC. 

Sprogligt udfordret
Jeg har fag, jeg har nemmere ved, og fag jeg har sværere ved. De er alle interessante og forskellige. Men en fællesnævner er at AL undervisning foregår på portugisisk. Normalen er nok at udvekslingsstuderende (som ikke er fra et latinamerikansk land) har min. 1 eller 2 fag på engelsk. For lidt tid siden blev jeg mindet om af en kær veninde, at det jo egentligt er lidt små vanvittigt, at jeg studerer mit 5. Semester på et sprog, jeg en dag bare besluttede mig for at lære og rent faktisk aldrig har modtaget undervisning i før nu. Nu gør jeg noget som er udansk, så undskyld mig, men hvor er det egentligt sejt, og jeg er stolt af hver en udfordring jeg overkommer her, som har at gøre med sproget. Der er ærligt mange øjeblikke hvor jeg ikke forstår et pløk eller føler jeg taler på et niveau som et barn ville gøre, jeg er helt bombet i hovedet af skiftet mellem de mange sprog der konstant tales hver dag, men der er absolut flere hurra-oplevelser end der er nedture. Indtil videre har jeg mere end bestået mine eksaminer, hvilket har været en seriøs bekymring for mig.

Jeg besluttede fra starten af at min tid her kommer mere an på den kulturelle oplevelse og dannelse, der følger med at flytte til en anden kultur,  frem for karakterresultatet i de forskellige fag. Men jeg er faktisk svært tilfreds med de forskellige dimensioner mit liv består af her, studiet værende en af dem.

Jeg strikker løbende en skrivelse sammen bestående af mine personlige råd, til dem der påtænker at tage på udveksling, som jeg påtænker at poste her når opholdet er ved at være til ende.
Tak, fordi I læser med og sender mig en hilsen ind i mellem. Savnet er stort!




English recap// 

Few facts 
The university is 70 years old, catholic and private. Known for great culture diversity and students.
Among the Brazilians, I’m often met by an opinion that is if you study at PUC you’re rich and from a high social cast. I must say it's hard to reject than idea and I'm therefore not sure if I think that calls for great diversity..The faculty is located in the south zone in the neighborhood called Gavea, between lush forest, parrots and monkeys.


In Denmark before arrival
Already back home in DK I realized that things weren’t working in the way in terms of structure in the organization and procedures about exchange. I mean I expected that, but the differences where heavy. I had loads of problems with getting my acceptance letter and therefore also my visa for brazil, which was determining for the whole stay in brazil. Many other exchange students had the exact same experience. June was a caotic month of moving out of Copenhagen, getting ready without knowing if everything would ever get sorted out. My flight ticket's value of 8000 danish crowns was getting heavier in my pocket. 


The frustration in Rio
I had the classic moment of (almost) crying at a toilet at the campus, not because I was bullied as in the Hollywood productions, but oh boy I was frustrated. But I sucked it up and robbed some dirt in it and started figuring out how to get around the difficulties in a brazilian way. 
The most stressful part was to get the courses I knew I would get credit for back in Denmark. The whole process of applying for the courses here was a complete mess. You had to create the schedule yourself online by dragging and dropping the different courses, sounds easy, in reality it the worst puzzle you could imagine. I was lucky tho and after rescheduling and dropping classes a couple of times I ended up with the courses I needed. The outcome was a pretty decent schedule.


The everyday life
My classes start at 7am four days a week, which means I have to get up at 5.40am.
Maybe it sounds hard waking up that early, and honestly I am in lack of sleep most of the days, which leads to hunger and a frowny face – but in this way I get endless possibilities of using the day and enjoying all what the city has to offer. Another great reason why I chose to study this early was to avoid having my brain fried while trying to learn, when the heat turns up in Rio. It’s already coming at us. Coffee in all shapes is the answer to my heavy eyelids. 


A glimpse of study culture
I’m not the only one suffering from tiredness. The phrase “I’m dying of tiredness” is heavy abused, and it’s close to what’s happening for my Brazilian classmates. Never have I experienced such a great amount of students sleeping during classes. I’m not sure what causes this, but I have an idea that because it’s mandatory to be present in class, and you fail the course if you are missing out a specific amount of classe. So a lot of people goes to class even tho they have a serious off-day. An other reason is probable also that people home late from school due to work and traffic (that is an absolute nightmare here), or party opportunities everyday during the week. Doesn’t seem like the professors care much about the mental absence.
Some times I feel like the responsibility of your own learning has been taken away from the students, and it provokes me because I’ve been raised with the complete opposite in terms of studying.
Sometimes I feel like I'm being brought back to high school in terms of responsibility and commitment to studying.
Besides that I have nothing negative to say about my fellow study colleagues, they are incredible nice, friendly, really handsome(??), interested and with dreams in life. Friendly relations are created every day.   



Challenged big time on the language
I both have courses I find all right and courses I find tough. All classes I have are taught in Portuguese.
A friend of mine reminded me that it’s actually pretty damn crazy that I study at my 5th semester in a language, that I one day just decided to learn and without ever having attended a single language class.

So I’m gonna do something pretty “un-danish”, and sorry for that, but it’s actually pretty cool, and I feel proud of every challenge I conquer that has to do with the language. Sometimes I do not understand a single shiat of what’s being said and it’s easy to completely zone out. My brain is tired and I’m mixing up all the languages I speak, sometimes words from another language burst out while trying to say something in another. But there are absolute more happy experiences and victories than failures. So far so good I have more than passed all my exams, which has been quite bit of a concern for me.

I decided from the start that my experience had to be primarily founded on conquering culture clashes with grace. All the difficulties that may arise from not just spending your holiday in a culture, but from living and integrating, as you have to do when studying abroad. I’m just happy that I’m actually fond of all the differences dimensions in life here, study life being one of them.



Thanks for reading and writing me every now and then. I miss big time!  

tirsdag den 23. september 2014

Instameeting in Santa Teresa pt. 2 : Less talk, more photos.

Jeg er helt overbevist om at jeg sidst fik forklaret indgående om min glæde ved Instagram.. Måske til noget ligende: "Så er den vist også er feset ind, du kan godt lide Instagram". 
Så part 2., er til for at vise de fine mennesker, jeg stadig havde billeder til overs af, resten af vores Instameet og et par billeder som ramte instagram, som resultat af vores meet-up.

I'm sure you got that I like instagram. So this part 2. brings the rest of the pictures I snapped of these lovely people, the rest of the meeting and some of the pictures that actually made it to our feeds as a result of the meet-up.

The power lines in Rio are really a tourist attraction.. These are in a very good condition tho.
 Yugi (@yugi) and Agustin (@gotlib) 

We grabbed a solid meal after hours of shooting. The hunger was killed with delish' brazilian national dishes, in a lovely venue to the sound of samba and bossa nova. 

With interesting talks...
... and fresh caipirinhas.
Arthur here portrayed, means a great deal to me as well. He has from the start, even before I came, showed me support in any kind of way he could possible give. Very loving person, passionated storyteller, and a very talented photographer and designer!  

Photo by Lucas Warat (@lakxs). Edit by me.

Sometimes, when walking the streets I still look myself over the shoulder to search for his presence.
Sergio (@sergiogmcosta) 

Classic Santa Teresa
We headed to the amazing Escadaria Selaron. More photos from these stairs are to come, because it deserves much attention. 
Paulo. My dear. You should really go check out his things. He is always in the middle of creating something beautiful.
Thanks to you of my friends, that helped him with getting to Dubai. He is going in a few weeks, all because of good people and Instagram. 

As the last stop on our trip, we decided to go to Mirante Dona Marta to see the sunset behind the statue of the Christ. 

 
 A beautiful scenery to round up this creative and beautiful day among old, new, and digital friends that became real. 


Just to show some examples of the pictures that were taken, filed under the hashtag #huntgram_rio and uploaded from our day. 
1. @yugi. 2 @zefelipe. 3@paulo_delvalle. 4. @alonavibe. 5. @paulodelvalle. 6.@arthurmartins 7. @huntgram 8. @alonavibe 9. @paulo_delvalle



instagram friends good rio de Janeiro riodejaneiro brazil brasil brasilien sydamerika blog fotografier portray photographer girl instagram
instagram friends good rio de Janeiro riodejaneiro brazil brasil brasilien sydamerika blog fotografier portray photographer girl instagram instagram friends good rio de Janeiro riodejaneiro brazil brasil brasilien sydamerika blog fotografier portray photographer girl instagram instagram friends good rio de Janeiro riodejaneiro brazil brasil brasilien sydamerika blog fotografier portray photographer girl instagram instagram friends good rio de Janeiro riodejaneiro brazil brasil brasilien sydamerika blog fotografier portray photographer girl instagram instagram friends good rio de Janeiro riodejaneiro brazil brasil  Alonavibe alonv alonavibe alonavibe alonavibe alona vibe alona vibe verstergaard andersen blog blog blogger blog brasilien sydamerika blog fotografier portray photographer girl instagram

søndag den 14. september 2014

Instameeting in Santa Teresa pt. 1: I really like Instagram, wanna know why?



Af hjertet tak for al medfølelse og omsorg jeg har mærket så stærkt efter mit seneste indlæg. I skal vide at den tid og energi mange af jer brugte på at sende mig en hilsen og en kærlig tanke, er langt mere værdifuld for mig end I kan forestille jer. Det er desværre nok ikke sidste gang jeg nævner episoden herinde, for det tager tid at bearbejde, og jeg giver efter for det processen kræver af mig. Men for nu vil jeg fokusere på én af de mange fantastiske oplevelser, som jeg har haft hernede. For dem er der heldivis mange af!!



Instagram afhængig?
Helt ærligt så bruger jeg rigtig.. meget... tid på Instagram.
Jeg finder dagligt inspiration i andre instagrammers æstetiske smukke, sjove, skæve eller ærlige fortællinger om livet gennem fotografiet. Jeg ser det som en helt unik mulighed for mig for at få indblik i afkroge af verden, jeg aldrig selv kommer til at kende. Desuden blev det IG, som definitivt fik mig til at se mine omgivelser med kreative øjne, samt konstant at lede efter motiver, uanset hvad jeg foretager mig.
 Min interesse for Instagram udsprang af mødet med en anden instagrammer for 1,5 år siden, som endte med at blive en kær ven. Min påskønnelse af mediet startede altså, med det jeg i dag finder aller smukkeste ved det. Nemlig kontakten og de venskaber, det er muligt at opbygge gennem dette medie. Det lyder fuldstændigt idiotisk og lidt paradoksalt for mig at en digital kontakt kan være så berigende, men ikke desto mindre, er det min sandhed.

Hvordan er en app givende for mig under mit studieophold?
Noget at det mest provokerende ved at tage på udveksling, er tanken om at absolut ingen venter på en det nye sted. Man hører ikke til nogen steder og ingen kan, med god grund, skænke en en tanke (udover ens kære derhjemme). Således kan man forblive inden døre i f.eks. 2 uger, spise nutella direkte fra glas og gå i bad når fluerne bliver for insisterende, uden nogen som helst ville savne ens tilstedeværelse.
Anyway, dette blev dog aldrig en virkelighed for mig på grund af IG. Jeg var allerede inden ankomst ventet af en håndfuld brasilianske knejte/instagrammers (udover mine gamle venner ej at forglemme!!!), som jeg var kommet i kontakt med på grund af en gensidig interesse for hinandens fotografier. Alle udtrykte de, hvordan de så frem til at jeg ankom, og at de kunne vise mig deres by. Mennesker jeg aldrig havde mødt i mit fysiske liv, men kun havde haft kontakt med over et internetbaseret medie. Jeg blev sågar tilbudt at blive hentet i lufthavnen for ikke at skulle bekymre mig om sikkerheden ved taxi. Jeg tog derfor af sted med stor ro i sindet.

 
Three of the guys - From the left: José Felipe (@zefelipe), Paulo (@paulodelvalle), Yugi (@yugi).

Fra en digital til en analog verden
Det er helt ærligt, meget nervepirrende og surrealistisk når man endelig står over for det første fysiske møde med et menneske, som for en før kun var en virtuel skikkelse. Pludselig er denne af kød og blod, taler og kan f.eks. have en anden stemme eller højde end den man havde forestillet sig. For the better or worse. Heldigvis var jeg ikke det mindste skuffet da jeg mødte drengene, men der gik lidt tid før jeg fik fat i deres rigtige navne, og ikke var nødsaget til at tiltale dem ved deres brugernavn fra Instagram, haha.

En weekend i August arrangerede vi alle sammen at mødes i nabolaget Santa Teresa. Et smukt område i Rio, som har formået at beholde sin charme fra kolonitiden, hvilket ses i de snirklende stræder og i sine bygningsværker. Anledningen var af to andre instagrammers fra Argentina, Agustin og Lucas, (som lige nu rejser verden rundt for at lancere deres applikation Huntgram der snart er i luften) kom til byen, og vi lavede derfor et såkaldt instameet. 


@huntgram / @lakxs, @yugi, @vanessamellot

Instameetings 
Instameet er simpelt; et møde mellem instagrammere hvor formålet er  at tage billeder/video, udforske og lade kreativiteten udfolde sig sammen. Det er nyt for mig at deltage i disse møder. Inden jeg tog afsted nåede jeg at deltage i et i Carlsberg Byen i København, arrangeret af Instagrammers Danmark. Hvis nogen skulle have en interesse i prøve at deltage i et arrangement - så er næste d. 4 oktober i forbindelse med World Wide Instameet, hvor instagrammers mødes hele verden over "samme" tid (tidsforskelle taget i betragtning) på et udvalgt sted. København/Danmark har virkelig nogle dygtige intergrammere, jeg kan kun anbefale at engagere sig hvis man finder det interessant at fotografere. 

Et fælleskab
Anyway, jeg ser derfor ikke Instagram som blot et medie/applikation mere. Det er en fællesskab der kan skabe kontakt på tværs af landegrænser, hvor man mødes med udgangspunkt i fotografiet, eventyrlysten, æstetikken og interessen for netop dette. Samt et fællesskab hvor folk giver hinanden oprigtig støtte og anerkendelse. Igen uden nødvendigvis at have mødt hinanden i virkeligheden. Fantastisk, hvis jeg selv skal sige det! 

Sådan gik en eftermiddag med rigtig, rigtig gode mennesker, som jeg er taknemmelig for at have omkring mig i  denne skøre by. 
 
  Dropback is Pão de Açucar (Sugar loaf), seen from the view of Parque das Ruinas in Santa Teresa

Zé, Zé, Zé, Zé!

Julió, the foxy front figure of Huntgram / @huntgram


 
We had beautiful light in the ruins  

  Paulo

From the left: Zé, Lucas, Arthur and Agustin

This bar is always busy in the main street of Santa Teresa

Common sight in the streets of Rio, half naked peeps. 

The pizza loving and very funny Yugi


 Last but not least. This is Paulo. Many at home already heard about him. We started talking back in January, having conversations through comments on each other's pictures, and we haven't stopped since. It's kind of crazy to be able to say that he is a very dear friend of mine, because of a social media - he really goes out of his way to help me with everything. Even the stupidest small stuff as when I can't find that grey super-tape (GAFFA) that can hold everything together (we have a problem with the fridge, argh!). But also with personal things, like the episode last week and I'm absolutely sure it won't be the last time he will appear on the blog. 

Her er Paulo. Flere derhjemme har hørt tale om ham. Vi begyndte at tale sammen tilbage i Januar via nogle kommentarer frem og tilbage på et af hans billeder, og vi er ikke stoppet  siden. Det er vildt i dag at kunne sige at han er en rigtig god ven - som går langt for at hjælpe mig med alt mellem himmel og jord. For et par dage siden drejede det sig om at bringe mig gaffatape (til at tape køleskabet som er helt udueligt!!). Jeg har ledt i 3 uger efter GAFFA. Men han er der også mentalt når tingene er svære ved episoder som f.eks. i sidste uge, og det er uvurdeligt. Det bliver med garanti ikke sidste gang han vil fremkomme på siden her. 

Part 2. coming up...  

English recap //


This photo belongs to the talented Agustin Gotlib / @gotlib at instagram (one of the guys from Argentina) - 
I'm bringing it to show a beautiful result of a picture of the group taken at the instameeting. Love crew photos!  



Instagram addict?
To be honest, I'm using a lot of time on Instagram. I find so much inspiration in other instagrammers beautiful, witty, crooked, aestetic tales about life, trough their photographies.
For me it's an unic way to get a perspective and peep into corners of the world i'm probably never going to see with my own eyes.
Today I notice my sorrundings much more than I did before I used Instagram.  
1,5 years ago my interest for Instagram blossomed because I met an other instagrammer, who ended up with becoming a dear friend of mine. My appreciation of this media started, therefore with what, I find the most amazing about it, namely the contact and the friendships that are possible to build up through this media. It sounds so stupid and paradoxial in my ears, that a digital social media should be able to enrich a person's life, but nonetheless it's my opinion, my truth..


What is it doing for me while studying in Rio
What's the most provoking about going on exhange is the fact that there are absolutely no one to expect or waits for you the new place. You belong to nowhere and no one and for obvious reasons therefore there are also noone that thinks about your presence or wellbeing. You could easily stay inside for weeks and eat nutella directly from the glass and rotten up without no one would notice.
It luckliy never got to that point in my case. All because of Instagram.
There where a bunch of brazilian guys expecting me and looking forward for my arrival. All persons I have gotten in touch with trough Instagram. People I've never met in real life. I even got offered to get picked up in the airport to avoid being exposed for danger when I arrived. When would that ever happen elsewhere?!
 

From a digital world to an anlog world
Honestly speaking it is intimidating and surreal when you're finally standing face to face with the people, that before only were a virtual figure. Suddenly they talk, are made of flesh and blood, and they don't necessarily looks or speak like you had imagined. The magic switch between a digital reality to an analog. 
I was not dissapointed with the boays, tho I had to think hard to catch their real names and not usernames from the app. 

Instameetings
A weekend in august we arranged an instameeting in the beautiful colonial neighborhood, Santa Teresa.  The occasion was to get everyone together and to receive two Argentinian instagrammers, Agustin and Lucas, who are currently travelling around the world for launching their awesome app called Huntgram.
These Instameets are for people to get together, with the purpose of sharing the passion of photography, creativity and the lust for adventure.
It's not something I've done many times before. My first meeting was in the Carlsberg City/Brewery in CPH, arranged by Instagrammers Denmark. Denmark has some very neat instagrammers!! 

A community
So to sum up all this talk up, I don't just see Instagram as an other media or application anymore. It's a strong community that provides the possibility of creating contacts across borders, and a community where people really supports and appreciates each others work. Even tho people have never met. Incredible and the perfect way to use the possibilities of the internet, in my opinion.